Påskedag 2010

Eller absolut kategorisammenbrud!

Det forunderlige er sket! Der er vendt op og ned på det hele. For tre dage siden blev han – Guds egen søn – menneskesønnen – klynget op på et kors – vi hørte den arme Jesus i smerte anråbe sin himmelske far: ”Min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Vi hørte ham i ubetinget kærlighed til hele menneskeheden gå i forbøn for os alle med ordene: ”Far tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. Og vi hørte ham udånde og dø den store død med ordene: ”Det er fuldbragt.”

Det forunderlige er sket – han er opstanden – mission completed!

Forhænget til det allerhelligste er flænget. Gud er – en gang for alle – sat fri af os menneskers snævre rammer, definitioner og projektioner. Slut med al snak om rene og urene: det være sig mennesker, dyr, madvarer etc. – slut med al den ævl og kævl om der må arbejdes eller drages omsorg for medmennesket på helligdagen – slut med at stene de uartige og umoralske , alt imens vi selv forskanser os i vore mentale drivhuse med fordomme og forargelse! Slut med at holde guden spærret inde i templets allerinderste rum, som var forbudt zone for de fleste.

Det forunderlige er sket – Gud er sat fri til at være gud for enhver skabning kloden over. Og vi med ham er sat fri – sat fri af lovreligionens 623 forbud og påbud. Sat fri til at leve livet under tilgivelsens fortegn – også når vi spænder dobbeltmoralens usynlige snubletråd ud for “de andre”.

Påskemorgen er absolut kategorisammenbrud – vore snævre forestillinger om, hvem Gud er – og hvad Gud kan tåle og vil være med til  – er for evigt modsagt.

Nationalitet, hudfarve, social status, seksualitet, begavelse, politisk ståsted,  spisevaner , køn og sindelag betyder efter denne første påskemorgen vitterligt intet – som Paulus siger det i brevet til Galaterne: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus” 3,28

Kategorisammenbrudet er absolut. Nu findes der kun en – Jesus Kristus og i ham er vi alt!

Selv dødens kategori er brudt sammen! Kirkefolk har gennem tiderne formuleret det sådan, at Gud havde snydt – ikke bare overvundet – men direkte snydt med list – døden.

Et godt eksempel for øjet er prædikestolens lydhimmel her i Budolfi. Der oppe ligger døden symboliseret med et skelet filtret sammen med paradisslangen  på en måde latterlig og ubehjælpsom med sin le  – trådt under fode af den triumferende Kristus, der som en sand sejrherre står med det ene ben på dødens brystkasse, løftede arme og udstyret med en korsridder fane.

Opstandelsen fik i den tyske middelalder sit helt eget udtryk i prædikenen. Menigheden brød på et tidspunkt efter, at præsten havde udlagt denne sejr i morsomheder – ud i den såkaldte påskelatter!

De tilstedeværende klaskede sig bogstaveligt på lårene af grin; en total og uforbeholden glæde over selve opstandelsens mirakel og samtidig en befriende latter som forløsende reaktion på, at langfredagsmørket og den medfølgende sorg alligevel ikke blev Guds endeligt.

Præcis sådan som vi også kan le, når det viser sig, at vi tog fejl i vore antagelser overfor det frygtelige. Det umulige vidste sig alligevel muligt – døden var besejret. Den var sat ud af kraft i al evighed.

”Latter er altings mål!” sagde den gale amerikanske forfatter Ezra Pound mange år senere og det havde middelalderens prædikanter til fulde forstået. Selvfølgelig var disse stærkt inspireret af den øvrige kultur, hvor latteren havde sin egen placering – bl.a. i hele den karnevalistiske tradition. Kirken holdt dog snart op med at le – de gejstlige fandt det ikke passende. Nogen mente, at Paulus bl.a. skulle have sagt, at humor var fordærvende.

Og her sidder vi så i Budolfi – uden ret meget at le over – et par tusinde år senere!

Fortællingen om kvinderne ved den tomme grav giver nemlig ikke det moderne menneske ret meget at le over – problemet er nærmere, at vore kategorier sprænges i stumper og stykker. Min forstand bliver sat til vægs – jeg må deponere den for en stund – slå den fra! Og i stedet forsøge at håbe på, at for guden er alt muligt!

Den første del af englens udsagn kan jeg begribe: ”Han er ikke her”. Den erfaring har vi, eller får vi, når en af vore kære dør. Når vi står ved den dødes legeme og siger farvel – når kisten sænkes i jorden eller køres bort med rustvognen. Når tiden er gået og vi ikke mere kan gribe den andens hånd eller blot meddele os i ord. Så ved vi godt, at han eller hun ikke er her mere.

”Han er opstået” – fortsætter englen! Så begynder det rationelle menneske at gruble – måske forarges – gå i stå – eventuelt stå helt af…  stemple ud… eller vi søger over i metaforernes forunderlige verden: Opstandelse bliver da, at efter vinteren kommer foråret – alting spirer frem på ny. Tænk blot på Grundtvigs enestående og ganske vidunderlige salme: ”Påskeblomst, hvad vil du her” – som er dagens motet! Kunsten kan med andre ord sætte billeder på det uforståelige, så vi hjælpes på vej med vore sanser og hele vort forestillingsapparat.

”Han er ikke her, han er opstået, som han har sagt” lyder englens fulde sætning. Og den sidste sætning – ”som han har sagt” bliver for mig at se den sætning, der iklæder fornuften et kork-bælte, så vi ikke forstandsmæssigt går helt til bunds.

For derved bliver det ikke os – dig eller mig, der skal fastholde Jesu Kristi opstandelse – også her er vi sat fri. Og Gud ske tak og lov for det! Men det bliver Kristus selv i det Ord, som han lader have frit løb i blandt os! Det være sig i dåben: hvor Kristus lover at være med os til verdens ende. Det være sig i nadveren, hvor vi rettes ud og kan gå fra bordet som frie og ansvarlige menneske med mod til at være på trods af livets tilfældigheder og uheldigheder – på trods af sygdom og død!

Og dertil er der egentlig ikke så meget andet end at gentage epistlens ord ”Lovet være Gud – vor Herre Jesu Kristi fader – som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde!”

Glædelig påske!