Allehelgen 2011

Deroppe på bjerget snakker de – Jesus og hans disciple – de snakker om salighedens mange udtryk. De snakker om en glædelig og frydefuld løn i himlen. Det kan umiddelbart synes ret absurd for os, der sidder her langt fra bjergets tinde. For os som sidder på den bare jord og tænker på det elskede menneske, som vi for ikke så lang tid siden mistede. Der synes i den grad at være en uendelig afstand mellem dem, der er oppe og os der er nede.

For selvom det ofte siges, at sorgen (nok så poetisk) er kærlighedens pris. Så har sorgen en masse mellemregninger og er dermed en masse andet end en poetisk og abstrakt vending. Sorg er også kaotiske følelser, der ukontrollabelt dukker op på alle tidspunkter af døgnet og som derfor er umulige at styre og ofte er ledsaget af ubehag både fysisk og psykisk. Sorg har det med at reducere horisonten, dæmpe lyset og i det hele taget forvrænge proportionen mellem den sørgende og resten af verden.

En mand, der havde mistet, fortalte mig, at han fandt det dybt provokerende, at verden fortsatte: at busserne bare kørte, som intet var hændt og for ham var TV-avisen fyldt ud med ualmindeligt mange ligegyldigheder.

En kvinde forklarede det sådan her, da hun mistede sin søster: Det er, som at have fået revet et lem af – i begyndelsen – mange måneder – blødte det voldsomt – men efterhånden heledes såret. Men lemmet vil for altid mangle.  Præcis som den elskede for altid vil mangle ved vores side.

Men der er også dage, fortalte en tredje mig, hvor erindringerne luner i krop og sind og kalder det indre smil frem i taknemmelighed.

Hjerneforskeren forklarede mig, at et gennemsnitsmenneske kan have gang i 1, 2 eller 3 tanker ad gangen og resten af vores tankespind hører alt det ubevidste til. Vi kan for eksempel komme gående ude på Boulevarden og der går vi så og gennemtænker aftensmanden og hvilke ingredienser, der skal handles. Pludselig kommer der et signal fra foden til hjernen om, at den føler et anderledes tryk end den plejer og vupti, så kigger vi ned og konstaterer, at snørebåndet er gået op. Vi løser måske problemet ved at binde snørebåndet eller nøjes blot at konstatere det er gået op. Beskeden fra foden til hjernen er besvaret og løst og vi går videre på Boulevarden, mens vi fortsætter med at gennemtænke indkøbslisten.

Når vi er i sorg, så er der også noget, der trykker! Ikke fra foden men snarere fra savnet af den døde. Her gives ikke rigtig nogen løsningsmulighed, for savnet lader sig ikke sådan fikse. ”ÅRSAG – VIRKNING – LØSNINGs skemaet” er sat ud af kraft. Vi kan ikke bare gen-binde et snørebånd, sløjfen til vores kære er for altid gået op. I hvert fald i vort timelig liv på jorden.

Filmkenderen Ole Michaelsen forklarer sorgen, som en diskret ledsager, der uventet dukker op. Han forklarer, hvordan sorgen sidder ved siden af ham, når han kører bil. Hvordan den kommer i bølger, hvordan den kan blive konkret, når han hører bestemt musik. Andre gange lader sorgen den sørgende stille spørgsmål: hvorfor skal jeg ikke se hende eller ham mere? Var det egentlig det hele – livet i sit fylde?

Med andre ord er sorgen et grænseløst tilfælde – et rum uden vidde eller brede eller dybde, hvor vort liv fremstår allermest nøgent, allermest sårbart og allermest afmægtigt. Sorg er en art frit fald, hvor taknemmeligheden og savnet over den elskede veksler i virkning.

Tilbage til bjerget. Spørgsmålet er alligevel om der egentlig er så langt mellem dem der oppe og os her nede! Nuvel, de færreste af os kan fremvise selvvalgt fattigdom a la disciplene, hvor vi har foræret al vores habengut væk og religiøs forfølgelse er gud ske tak og lov ikke praksis her i Danmark. Men alligevel vil jeg hævde, at dagens evangelietekst i virkeligheden er den eneste sande tiltale til os på en dag som i dag. At der er krummer og bid at hente i det Ord.

Jesus taler nemlig om, at salighed er der, hvor der er trøst og hvor der er ånd. Der hvor der er barmhjertighed og retfærdighed til. Der hvor sult mættes og tørst slukkes. Salighed er det Ord, der møder os både i glæde og i sorg. Det være sig, når vi spæde bæres til dåben eller på de unges livsbekræftende konfirmationsdag. Når det glade brudepar skridter op ad gulvet og velsignes foran alteret. Salighed er, når vi slagne af sorg med tre skovlefulde jord siger farvel til vore døde. Salighed er, at vi alle som én om lidt efter, at vi har hørt de dødes navne læst højt her i kirkerummet, er inviteret med til nadverbordet. Salighed er, at vi er Guds børn lige meget, hvad der måtte ske i vore liv.

Hele pointen er, at vi ikke behøver løfte os op på bjerget via gode gerninger eller fromme miner og andre former for martyrium, men hele bjerget med Jesus og alle hans ord om fryd og glæde kommer til os og det gør det igen og igen. Søndag efter søndag, dag ud og dag ind, igen og igen kommer det for at blive gentaget, for at blive fortolket og forstået. Det er sandt gudsrige.

Gudsriget omfavner altså også enhver rå og aldeles upoetisk sorg i al dens afmagt. Gudsriget rummer i den grad vore spørgsmål efter altings mening. For Gudsriget er den virkelighed, som vi lever og ånder i. Det gelænder i livets brogede gang, som du kan klamre dig til på de svære dage og på de solrige dage læne dig op ad, mens du måske misser med øjnene og lader solens varme kærligt velsigne dit ansigt. AMEN

 

Bøn efter læsning af navnene på de døde og bisatte / begravede fra Budolfi sogn

Gud!
 Vi siger dig tak for det liv, du har givet os.
Tak for de mennesker, du gav os at dele livet med, men som vi nu er skilt fra.
Tak for alt, hvad vi har delt med hinanden,
både i gode og svære dage.
Hjælp os nu, hvor kærligheden gør ondt, 
og adskillelsen er en kendsgerning.
Mange drømme er ikke gået i opfyldelse,
meget ville vi have gjort anderledes.
Der er så meget, vi gerne ville have sagt,
og som vi har svært ved at finde ord for.
Nu lægger vi det hele i dine hænder, Gud,
og vi gør det i tillid til,
at du har prist os salige, som sørger,
og  at du kan rumme og bære det alt sammen.
Sæt englevagt omkring os alle,
og giv os at tro, at vi – både i livet og i døden
er SAMMEN i din kærlighed. AMEN
((Ruth Østergaard Poulsen – let redigeret) Hans Jacob Hansen)