3. søndag efter trinitatis 2012

Er der virkelig ikke mere at sige om den unge mand, der fuld af saft og kraft, rejste ud i verden?

Lukas vil åbenbart kun lade os vide, at han levede “et udsvævende liv” og blev ramt af skibskatastrofer – sagt sådan lidt Hærværsk. MEN hvem var han egentlig ham den yngste søn? Ja, trods evangeliets sparsomme oplysninger, så vil jeg alligevel tænker videre over hans ve og væsen.
Måske var han godt og grundig træt af sin storebror? Den fornuftige unge mand, der evig og altid morakkede og gjorde præcis det, som fatter sagde. Ja, som måske oven i købet gjorde og handlede helt rigtigt før den gamle i huset havde fordelt opgaverne.
Eller måske vores unge mand var træt af at vaske grise dag ud og dag ind efter kun at have gået 7 år i skole og det hver anden dag – og efter en skolelov, der var forældet og som “kun” havde budt på dansk, regning, gymnastik, lidt historie og endnu mere bibelhistorie og så en masse salmesang – for mere havde en bonde-dreng åbenbart ikke brug for.
Eller måske vores unge mand i det skjulte drømte om at se en åben verden fuld af muligheder, fuld af udfordringer og spændende mennesker, fuld af sommer og sol og grønt græs og lækker musik? … sådan som vi andre måske også havde det, dengang for mange år siden, da vi blev færdige med skolen og sådan som jeg tror, at de glade studenter, der springer ud i denne tid også er fyldt med appetit på at udforske livet.
Måske den unge mand i ledige stunder havde siddet i stuen ved lysglobussen og med tanken havde berejst det ene kontinent efter det andet og besøgt Manila i Øst og Rio De Janeiro i Vest og NU havde sat kursen opad mod Seattle?
FOR jeg tror lige nu, at den yngste søn var ramt af den der friheds-følelse, der, når man er ung, bobler på en helt bestemt måde i legemets årer. En trang der kan gøre det svært at indordne sig under andres hverdags-trivielle trummerum og en trang som I al evighed ikke fatter, at vi senere i livet så nemt lader os gribe af småborgerlighedens glæde ved 12 af hver …
UDLÆNGSEL hører ungdommen til!
I 1932 skrev Jacob Palludan bogen om “Jørgen Stein”. Bogen er en udviklingsroman om vejen fra barn til voksen. En vej – en overgang – der altid er brolagt med muligheden for at snuble og slå sig lidt eller meget hårdt.
Bogen begynder sådan: “Jørgen Stein kom gående ned ad hovedgaden i Havnstrup. Han var et ungt menneske på seksten, veludviklet, men lidt holdningsløs.”
Alt i Jørgens verden udstråler tryghed og soliditet, selv hans efternavn, “Stein”, der antyder, at han kommer fra en mere end almindeligt rolig og solid baggrund, præcis som byens navn “Havnstrup” på én og samme tid refererer til det sikre (Havn) og det provinsielle (strup).
Jørgen er søn af amtmanden, og han har denne sommerdag fundet sig en bænk til den eksamenslæsning, der på nogle års sigt skal bringe ham i en social position, der svarer til hans opvækst.
Det er søndag og sol, og derhjemme i haven nyder Jørgens ældre bror, Otto, livet: han er juridisk student, men denne dag holder han ferie og ligger henslængt på verandaen, så man kan se hans lysegrå silkesokker. Pigen i huset klipper blomster til aftenens middagsselskab, det hvide perlegrus knirker på havegangen og alt ånder idyl.
Men aldrig så snart har Jørgen forladt amtmandsgården og den hyggelige have, før det går galt. Kapitlet hedder allerede noget truende Fred og dog fare, hvor man efter de indledende beskrivelser ville tro, at her var der absolut tale om fred og ingen fare.
Jørgen får lyst til en lille tur på sin barndoms tømmerflåde, der ligger ved stranden, men mens han dagdrømmer driver flåden langt ud på fjorden. Han er nu i den yderste livsfare og får kun med møje og besvær halet sig i land igen.
JA … nær ved og fortabt på fjorden! Overgangen fra barndom over ungdom til voksenhed er ikke nem! Muligheden for at drive for langt ud er altid til stede og endda helt til verdens ende. Sådan for Jørgen Stein, sådan for den yngste søn, sådan for vore unge og de studenter, der springer ud! Alle som én kan vi drive til verdens ende …
Livet kan i perioder fordrives eller bedrives … nogen af os skal måske en omvej omkring et svinetrug eller et truende hav alt efter, hvordan vi er rustet til at tage vort ansvar på os.
Den yngste søn vendte blikket mod himlen og skydte sig hjem og fik AL sin synds nådigt forladt. Jørgen Stein kæmpede som en gal og fik atter fast land under fødderne. Begge dele rummer evangeliets hovedbudskab: Du er elsket og tilgivet – du er Guds og du skal tage ansvar.
For dem begge – Jørgen og den yngste søn – og os andre gælder, at de veje vore liv har taget er tilbagelagt – de kan ikke gøres om. Kald dem for vildveje, afveje, blindgyder etc – hvert eneste skridt har formet os til dem, vi er på godt og ondt! Og midt i det SKAL vi huske på, at længe før vi kunne gå blev vi overøst med 3 håndfulde himmelsk kærlighed og syndernes nådige forladelse.
Gud lovede os I dåben, at han er med os til verdens ende. Han slipper os aldrig, heller ikke når vores indre kompasnålen går grassat og vi mister rumfornemmelse og fodfæste. Hans nåde og kærlighed er virkelig grænseløs og hans retfærdighed er uforståelig – ikke kun for den ældste søn – men også for verdens trang og higen efter milimeter-demokrati.
Den ældste søn ligner for øvrigt også de fleste af os – i hvertfald i ny og næ – og koger i dagens lignelse over indvendigt af smålighed, jalousi og sikkert også selvhøjtidelighed … en uskøn treenighed der nemt fører til barnligt trods. Om ham er der skrevet de første 1000 prædikener. Moralen bliver da her, at det i virkeligheden er ham, der er fortabt og at vi derfor gør klogt i at spejle os i ham og dernæst forstå, at vi på trods altid er Guds elskede.
Men mennesket er altid fortabt – fortabt overfor livet og døden og kærligheden og alt det, vi ikke har kontrollen over og heller aldrig får. Og i virkelighedens verden vil jeg hævde, at vi derfor alle (med blik for at der naturligvis altid eksisterer undtagelser) indeholder både den yngste og den ældste på en og samme tid.

Den ældste: som vi med Freuds ord kunne kalde vort over-jeg (Kierkegaard kaldte det for 1. Sal). Det er her Fars (eller Mors) stemme – den moralske og altid korrekte – der kontrollerer og dømmer og med løftet pegefinger påpeger. Mens den yngste kunne repræsentere vore ubevidste og impulsstyrede kræfter, det vi også benævner de primitive urinstinkter eller lysten (Kierkegaard kaldte det for kælderen).
At spejle sig i kun den ældste eller for den sags skyld i den yngste – alt efter præstens teologi – er derfor omsonst. At gøre den ene mere fortabt end den anden er ren nonsens. For vi rummer dem begge – og de 2 er i konstant dialog eller kamp, om man vil, i os – de er altid til stede, når vi træffer valg og skal afgøre os i forhold til andre mennesker; det være sig i sprog og handling.
Sprog og handling – ja, for hele vores omgang med andre mennesker foregår nemlig med Kierkegaards ord i STUEN. Det som Freud benævnte for JEG’et. Det er her de 2 brødre – billedligt talt – mødes og går i infight …
For meget af den ældste gør livet surt og det gør for meget af den yngste sådan set også. Med andre ord så handler det som så meget andet i livet om at finde balancen … sådan så der både bliver plads til glæden over egen og andres lykke – og ansvaret for de andre og ikke mindst for sig selv. Jeg tror, at det er, hvad evangeliet vil os fortabte. AMEN.