7. søndag efter trinitatis 2013

I foråret viste DR2 en serie på 6 programmer, hvor politikeren Søren Pind sammen med vagabonden og fotografen Jacob Holdt rejste rundt i USA. Begge med et stort kendskab til landet – ganske vist politisk uenige nok især fordi de har mødt meget forskellige mennesker fra hver sin ende af den sociale rangstige – Pind flest i toppen og Holdt flest i bunden. Især derfor var det ekstra spændende at følge dem grave dybere ned og ind i den amerikanske folkesjæl – ofte med vidt forskellige syn på og mening om, hvad de så og hvem de mødte – og andre gange i en enig fælles undren – ja endog kritik.

Det tredje program handlede om religion! Religion som fylder meget mere i det offentlige rum end vi overhovedet kan forestille os her til lands. Vi kan alle leve med, at Dronningen i sin nytårstale siger: Gud bevare Danmark. Men tænk sig, hvis landets statsminister uanset parti-farve sagde noget lignende. Et ramaskrig – en sort tordenbyge på en overophedet sommerdag ville flækker aftenhimlen over Lidenlund og Ritzaus – pressebureauet som alle citerer – ville blive lagt ned af udtalelser fra både den ene og den anden og den tredje … MEN i USA forventes det, at præsidenten siger: God bless og så videre. Det var i hele denne ånd de 2 – Pind og Holdt – ville undersøge den mangeartede religiøsitet. De besøgte forskellige tros-retninger og kirke-samfund – bl.a. USA’s største kirke Lakewood i Houston, Texas, med plads til 16.800 – seksten-tusinde-otte-hundrede (!) mennesker! En mega-bygning – uden mage – og da de to – Pind og Holdt – endelig havde fundet deres pladser begyndte gudstjenesten under ledelse af præsten og overhovedet John Osteen. Undervejs var kameraet primært rettet på de 2 – som sad i en art mental Zakæus-afstand – herfra kommenterede de løbende, hvad de så og hørte – og det de hørte lå milevidt fra den danske folkekirke-protestantisme, som de begge uden omsvøb bekender sig til – og begge måtte de lettere rystede gå derfra med oplevelsen af, at den kristendom der blev forkyndt i mega-kirken i den sydlige olie-stat handlede mere om ”God bless my gold card”/Gud velsign min bankkonto – det der også benævnes fremgangs-teologi, hvor Guds nåde og kærlighed til mig konkret kan måles og vejes og spejles i min succes – det være sig i forhold til et super job, en super sundhed, en super mængde af super dygtige og super velopdragne børn, ægtefællens super skønhed etc. Men andre ord: går det mig – mig og mine nærmeste på grund af mig – godt – så er det helt sikkert, fordi guden vil mig det sådan – altså godt – og han er afgjort på min side! Teologisk er guden, da af os bibel-fortolkere blevet reduceret til en kræmmer-moralist, som en klog kollega kalder det!

Og hvad er det så jeg prøver at sige med denne indledning – jo, det der slog mig var ligheden mellem Zakæus og Pind og Holdt – ikke fordi de 2 sidste er små lavstammede mænd eller er ansat i told&skat – men nærmere i forhold til deres sunde nysgerrighed ud i at udforske verden inklusiv religion kombineret med en endnu sundere skepsis ud i at se tingene lidt an – sådan lidt på afstand – det er ofte her, at én kan holde hovedet koldt og tanken klar.

Alle dage har mennesket prædiket: Gud – og ”solgt” guder i diverse afskygninger – og alle dage er folk stoppet op for at høre og se nærmere. Den dag Jesus kom til Jeriko, måtte Zakæus selvfølgelig også finde sig en plads, hvorfra han kunne se og høre, hvad denne mand – Jesus – havde at sige. For rygtet gik jo om, at han kunne få blinde til at se, døve til at høre, lamme til at gå, døde til at leve – det lød næsten for godt til at være sandt – som en art åndeligt cirkus. Men det forunderlige her er, at forestillingen fik et helt andet udfald end én kunne forvente. For Jesus mødte ikke op med manege og menageri – afventende folkets hyldest og en mønt i hatten – derimod var det som så ofte mødet med hiin enkelte – med medmennesket, der havde hans fokus: ”Zakæus, skynd dig at komme ned”. Skynd dig at komme ned! ”I dag skal jeg være gæst i dit hus”. En invitation til samvær – som de andre naturligvis måtte brokke sig over! For Zakæus’ var ikke noget afholdt menneske – tværtom – at være tolder – ja oven i købet overtolder – var jo det rene værnemageri – for de indkrævede skatter gik jo direkte til Rom – besættelsesmagten, som sad på den halve verden.

I dag skal jeg være gæst i dit hus – uanset graden af afholdthed eller for den sags skyld afholdenhed – det er den Gud, som Zakæus møder og han responderer prompte med glæde og kommer på Jesu opfordring ned på jorden i en fart! I øjenhøjde er de to – Jesus og Zakæus – vel næppe – men noget har alligevel forplantet sig!

Jesu møde med medmennesket Zakæus – næsten – sætter en mini-domino-effekt i gang – for Zakæus udbryder uden omsvøb, at fra nu af vil han give til medmennesket: det halve til de fattige – og gange 4 til dem, han virkelig er gået hårdt til som romersk håndlanger. Ytringer der for øvrigt er helt i forfatteren til Lukas-evangeliet’s ånd, hvor teologien om gudsriget som oftest konkret handler om, at vi skal deles om den mad og de penge, der er i blandt os.

At dele er på en måde at være gæst i hinandens liv – og det vel at mærke på alle tænkelige måder! Lidt eller meget – flygtigt eller mere stationært. Det er hvad dagens evangelium også vil fortælle os! Det handler derfor ikke om enten en streng religiøs hovednedbøjet synds-erkendelse eller en evolutionær-baseret ”hokus pokus mit eget liv i fokus” med dertil hørende succes udi verden plus en moralsk rettroenhed – afspejlet i en fed bankkonto! Derimod vil Jesus, at vi skal forstå os som gæster i hinandens liv.

Alt for ofte tror vi, at der bliver mindre, når vi deler, men i kristendommen er det stik modsat: Da bliver der mer’ til fler’, når vi deler. Eller udtrykt i det store: ”Livet er først helt, når det er delt” (Lena Kjems/Grundtvig). Guddommelig kærlighed er der vitterlig nok af – så meget så skabelsen faktisk flyder over af den og at der til hver en tid er velsignelse nok til alle! Det er den kærlighed, som Gud møder enhver skabning med! Det er den kærlighed, han kalder os ned fra træet med – der hvor vi på afstand – måske med korslagte arme – lige må se tingene an (og hvor én også kan gemme sig, hvis den er helt gal) – kalder os ned for livets skyld – ned, så vi kan se og høre og røre hinanden – både fysisk og psykisk på den gode måde – og forstå, at vi hænger sammen som ærtehalm, at skabelsen på en måde er en stor makro-manege – og at vi til stadighed der har et fælles ansvar for hinanden …

Lakewood Church

Lakewood Church