16. søndag efter trinitatis 2014

Guds bevægelse i verden gennem Kristus gør alt muligt. Derfor bliver vi bevæget ud i alle de evige og timelige hjørner i dag. Vi er inde og vi kaldes ud igen og igen, vi hører om oppe, mens vi lever nede. Vi er i et før og vi genfødes i et efter. Dramaet om liv og død – om sejr og opstandelse – kan koges ned til denne ene replik: Kom herud! Lazarus, kom herud!

Der er ingen forskel på liv og død. Skellet er ophævet. Men hvad så med stanken af liget? Hvad så med gråden og sorgen og klagen? Den er da konkret. Jo, men Jesus siger: Kom herud. Og måske synger Lazarus i sit indre (som vi hørte det i den første læsning):

Mørket skal dække mig,
Lyset bliver til nat omkring mig,
Så er mørket ikke mørke for dig,
Natten er lys som dagen,
Mørket er som lyset.

For der er heller ingen forskel mellem lyset og mørket. For Guds bevægelse i verden gennem Kristus ophæver alle skel. Og alligevel så har vi alle gjort (eller kommer i hvert fald til at gøre) os erfaringer med døden. Da den kom som et lyn fra en klar himmel og vi pludselig måtte stå afmægtige og opleve meningsløsheden fra første parket uden rygstøtte. Eller da døden på en ventet måde kom som den ultimative befrier, der tog de sidste mareridtsagtige smerter bort fra vores kære.

Men lige meget hvordan med vore personlige oplevelser og erfaringer af dens årsag, så er vi ALLE fælles om at stå tilbage med dødens virkning: med savnet og den tomme plads. Sådan som også Martha og Maria oplevede sorgen over deres døde broder Lazarus.

Men midt i savnet omkring den tomme plads lyder ordene: Kom herud! Hvor ud? Ja, ud i livet lyder det fra Kristus.

For fortællingen om Jesu Kristi opvækkelse af den døde Lazarus skal i min optik ikke få os til at mene, at det er døden, som er menneskehedens store problem, som kristendommen så via evangelisten Johannes løser i et snuptag ved et Guds under. Problemet er og bliver: livet! Ikke døden, men livet, at leve!

Vi kan synes og føle, at døden er skurken og fjenden, som også Paulus siger det. Men omvendt så er døden jo også den bogstavelige grænse og dermed det skel, som er med til at definere vores liv. Døden er betingelsen for livet. Døden er med til at give livet et konkret sted. Et sted hvor vi kan elske, hvor vi kan opdrage vore børn og måske hinanden, hvor vi kan lære, hvor vi kan udfolde os og undres over livets mangfoldighed, hvor vi kan sørge og jamre, hvor vi kan fortvivles og alligevel skal leve på trods.

Der findes et gammelt ordsprog: Memento mori – husk du skal dø. Men nu spørger jeg: Hvorfor er det egentlig så vigtigt, at vi skal huske på det? Er det ikke langt vigtigere at gribe dagen – carpe diem – at huske på, at vi skal leve. For det er da en sand fryd at leve – ja, om ikke andet så for en kort stund – uden at blive mindet om døden?

Igennem tiden har forskellige filosofier ment, at det var vigtigt, at vi skulle huskes på og dermed tænke på døden.

Tænk bare på barokkens vanitasmalerier. De er som oftest afbilledet med et kranium, et timeglas og et stykke frugt eller en blomst. Kraniet som symbolet på døden, timeglas skal minde os om, at tiden – din og min – går, ja rinder ud og endelig er frugten eller blomsten symbolet på forgængeligheden. På at forrådnelsen sætter ind og at stanken uundgåeligt melder sig før eller siden.
Her i kirkerummet har vi også kranier rundt omkring. På altertavlens store relief af den korsfæstede Jesus Kristus er der et kranium lige under hans fødder.

Og prøv så at se ovenpå prædikestolen, hvor jeg står. På låget over mig står den sejrende Jesus Kristus og under hans fødder ligger et helt skellet, ja oven i købet med en le i hånden.

Men i modsætning til vanitas billederne, hvor dødssymbolikken står alene og glor insisterende og bombastisk ind i fjæset på én, så kobles døden i kristendommen altid sammen med Jesu Kristi opstandelse. Memento mori og carpe diem – skal tænkes sammen. Ja, for den ene kan ikke tænkes uden den anden. Død og opstandelse hænger uløseligt sammen. Præcis som Paulus beskriver det i dagens epistel:

For Kristus skal være konge, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder, som den sidste fjende tilintetgøres døden.

Døden besejres ikke ved, at den forsvinder. Men den besejres ved, at man dør den. Når Jesus derfor kaldte på Lazarus og han kom vaklende ud i hvide ligklæder og med forbinding rundt om hele hovedet, så er vi vidner til livets sejr over døden. OG hvad betyder det så ?

Jo, lad mig komme med et eksempel. Vi kan blive ramt af sygdomme i livet. Nogle sygdomme går over – for eksempel influenza eller halsbetændelse. De kommer snigende og pludselig banker de ens temperatur op på 40-2, men efter en uge rejser man sig igen, ganske vist udmattet og et par kilo lettere, men dog klar til at genoptage de daglige gøremål. Men så er der også de sygdomme, der ikke går over igen. De kroniske. Sygdommen har bidt sig fast og er pludselig blevet en integreret del af ens person. Man lever med den – selvom den er grum, smertefuld og dødelig. Man tager den på sig og sejrer dermed over den. For sagen er, at den der vil sejre over sin sygdom må lære at leve med den – vel at mærke uden at blive rask. Og den, som vil sejre over døden, må leve med døden, selvom vi alle skal dø den.

Det handler altså om at turde se, finde modet og dermed møde døden som den absolutte grænse for alt menneskeligt. Derfor – lige præcis der – kalder Jesus Kristus Lazarus, dig og mig ud af mørket og ind i hans liv med ordene: ”Jeg er opstandelsen og livet – den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.”

Det er præcis, hvad der også skete i dåben lige før. Her blev de to små børn ved navns nævnelse Guds børn – (lad mig for en god ordens skyld understrege, at ethvert menneske er Guds – døbt som udøbt – men i dåben siges dit navn højt i kirken). Deres liv er for altid omgrænset af Guds kærlighed og velsignelse. Og dermed har Vorherre lovet, at han i et og alt vil følge dem og alle os andre til verdens ende. Og det betyder med salmistens poetiske ord, at:

Stiger jeg op til himlen, er du dér, 
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. 
Låner jeg morgenrødens vinger 
og slår mig ned, hvor havet ender, 
så leder din hånd mig også dér, 
din højre hånd holder mig fast. AMEN

carpe-diem-et-memento-mori

 

 

(tak til pastor Lars Obel for solid og poetisk inspiration … way back)