3. søndag efter trinitatis 2015

En fåreflok på 100 stod på Herrens mark – 1 får forlod af uviste grunde gruppen – tilbage stod 99 og så sikkert mere eller mindre fårede til … men hvad skete der lige i gruppen?

Får er langt mere end tuttenuttede vattotter, der holder græsset nede. Får er faktisk stride og ofte onde overfor hinanden. De mobber hinanden, de driver hinanden ud af fællesskabet og de kan oven i købet finde på at drukne hinandens unger i drikke-truget.

En viden jeg ikke havde før jeg hørte tre tænksomme mennesker: en filosof, en forfatter og en fremtidsforsker vendte og drejede begrebet ondskab. De tre kom langt omkring i deres udfoldelse af ondskaben.
Ondskab, hævdede den ene, er, når vi ikke har modet til at stå op og gå imod det, som synes åbenlyst forkert. Når vi for eksempel blindt følger strømmen dovent og uelegant hopper med på f.eks. en syg og menneskefjendsk ideologi – og her blev der tænkt på alle de totalitære regimer, der fyldte godt op i det 20. århundredes landskab.

Når vi vælger ondskaben, så skyldes det som oftest uvidenhed, at vi uden nærmere omtanke følger bestemte værdier – vi går så at sige i tjeneste hos ”de andre” og tager ganske ureflekteret deres værdier til os.
En skønne dag vågner vi måske op og indser for en stund, at der er ugler i mosen, at ”de andres” værdier er forkerte – at de er stærkt nedbrydende overfor skabelsens gudsgivne mangfoldighed. Men modet svigter og jeg tænker: jeg er jo blot en lille brik i et stort spil. Jeg tør alligevel ikke rejse mig og råbe: NEJ. Så synker jeg atter sammen og flyder videre med strømmen.

Præcis i det øjeblik bliver ondskaben banal! Jeg selv er holdt op med at tage ansvar – ikke kun for mine handlinger – men i lige så høj grad for min evne til at tænke og undre mig over, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Systemet – ”de andres” – er sat over hin enkelte – flokmentaliteten sætter normen.

99 får står tilbage og jeg tænker i mit stille sind, hvad skete der med det får, der skred. Hvorfor kom dette ene får på vildveje eller var det mon afveje?

Ja, måske blev fåret vitterligt mobbet ud, drevet ud af fællesskabet, blev frataget sin menneskelighed – sin gudbilledlighed – og endte dermed som offer for flokmentalitetens åndløse funktionærbevidsthed. Sådan som det skete i Auschwitz og Birkenau og Gulag og på Balkan og i Rwanda og som det sker den ganske tid kloden rundt.

Men hvad nu, hvis fåret skred af sig selv? Måske havde det forsøgt at tale imod åndløsheden; det følte sig ikke velkommen eller slet og ret magtede det ikke lugten i bageriet – eller handler det om den langt mindre idealistiske forklaring: det havde fået øje på naboens græs, der var højere, grønnere og sikkert langt saftigere end hjemstavnens.

Motiverne vil altid være mange! Blandt de 100 får vil der være mindst 100 ”får”-klaringer (!) – og alligevel vil hyrden i evangeliet uden skelnen til de mere eller mindre plausible og som oftest dybt subjektive bevæggrunde for, at vi handler, som vi gør – begive sig af sted ud i verden for at finde den sidste af os.

Gud skelner ikke til vores mere eller mindre fromme værdier (hvilket én nemt kunne tro, for det er jo ofte sådan vi selv kategoriserer hinanden) – Gud afmærker os ikke i forhold til, hvilke prioriteringer vi gør os. FORDI det altafgørende for Gud er, at ethvert menneske er skabt i hans billede! Og det må gælde lige meget, hvilken indhegning du befinder dig i! ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i” – det er gudsnormen for flokken. Alle som én er vi Guds og i dåben bliver det ligefrem fremhævet med navns nævnelse.

Men betyder det, at vore handlinger er et fedt? For lige meget hvad, så er vi jo Guds. Vi har fået syndernes nådige forladelse og så er der ellers frit slag i bolledejen. NEJ, NEJ og atter NEJ – vi har da bestemt et ansvar.

Om ondskab kom den ene af de tre ind på Martin Luther og hans reformatoriske teologi og argumenterede med, at bruddet med den katolske moderkirke har frataget mennesket muligheden for at forbedre sig selv.  Og det er sådan set både rigtig og forkert på en og samme tid. Rigtigt i forhold til Gud – forkert i forhold til medmennesket.

Overfor Gud kan (og skal) vi INTET gøre, for så ville det jo netop kræve, at guden skelnede til vore værdier: ”hun folder sine hænder på den rigtige måde” – ”han tror mere end de andre og kan alle salmerne udenad” – ”vi lever det sunde/sande moralske levned” – underforstået det gør ”de andre” så ikke. Kristendommen ville ad den vej blive reduceret til et leve-moralisme-program, hvor Gud så skulle bruge al sin evighed på at registrere fodfejl for dernæst at indplacere os i et stort elite-kristent-skema, som om troen var et forsikringsselskab.

Når det så er sagt på den karikerede måde, så er det ok, at du folder dine hænder på den rigtige måde, men det er ikke påkrævet – fint, at du kan alle salmerne udenad, men heller ikke noget krav! Du er Guds lige meget hvad. Og derfor forekommer al snak om, at vi skal vokse i ånden mig også overflødig. Der er langt mere ræson i, at vi måske talte om at vokse i eller med ansvar.

Ansvar overfor os selv, overfor hinanden og overfor Gud. Det betyder, at det aldrig er muligt at reducere sig selv eller vor næste til ”en brik i det store spil” eller lade sig flyde med strømmen (var det for øvrigt ikke Kierkegaard? der sagde noget om, at det kun er døde fisk, der flyder med strømmen). At tage ansvar er at tænke sig om – bruge sin fornuft – og træffe de nødvendige valg, der er afgørende for, at vi kan leve vort liv sammen – det være sig både i enighed og uenighed.

At tage ansvar er at lade Guds ord have frit løb i blandt os. At tage ansvar er igen og igen at genfortælle Guds historie om de 100 får og alle de andre tekster, som vi hører søndag efter søndag. At tage ansvar er at komme til kirken med de små børn og lade dem døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Og når vi så alligevel falder i staver på Herrens mark, fanget i ambivalensens fold og ikke kan finde ud af at træffe de rette valg i forhold til os selv og vores næste – simpelthen ikke har modet til at gå imod strømmen og sige NEJ til det åbenlyst forkerte eller tåbelige, så er vi alle som én inviteret med omkring Herrens spisebord – se det er sand glæde!