5. søndag efter trinitatis 2015

Endelig langt om længe er det blevet agurketid. En mental og fysisk tilstand der hvert eneste år på denne tid omfavner én; ofte på det helt rette tidspunkt. Nu kan vi – hvis vi orker – atter læne os tilbage og læse om søvnens vigtighed; om max. 3 kopper kaffe i døgnet i forhold til det evige liv; om vejret, om flåter, om dræbersnegle etc.. Personligt synes jeg, det er rigtig dejligt efter 3 ugers sub-manisk valg-tour-de-force, hvor forskellige medier har konkurreret i først at spå og siden at forstå, AT der nu er lukket næsten ned og dermed er det for en stund slut med mere ævl og bævl! Lad mig straks beklage, hvis du ikke er enig med mig her … MEN jeg må også lige – nu da jeg er igang – inddrømme, at jeg efter valgaftenen blev omsluttet af en fed træt tåge – en art åndløshed, da op til flere journalister påbegyndte en valfart til Sønderjylland – “Morten Korch”-egnen – mit barndomsland – for at rette luppen mod “de vilde” … næ, ikke vilde på den eksotiske hottentotmåde … men snarere vildt mærkelige … og der gik da heller ikke ret lang tid, så revancherede en sydjysk avis sig og sendte en journalist til Hovedstaden for at se, hvad pokker der da var gået galt på Nørrebro …

Hele sceneriet viste mig et: nemlig, at det ikke nemt med den enighed og slet ikke, når enigheden skal være (absolut) på MIN måde. For nogen var valgresultatets mangfoldighed pludselig så besværligt, at de måtte lade os alle vide, at nu flytter de udenlands, mens andre lavede hjemmeskrevne opslag på de sociale medier med teksten: HASHTAGførvarjegdansker OG sjask i løbet af no time kom modreaktionen: Nu skulle de ellers så tolerante så lige mindes om egen intolerance og på den måde nappede vi så alle lige en tur mere i det store kollektive HASHTAGjegergåetiselvsving hamsterhjul … og for at det ikke skal være løgn, så tog vi os lige en runde eller to til …
Bølgerne har vist lagt sig, vi har fået en ny regering og folkekirken en ny minister (velkommen skal han være) og alle har vi nu på den ene eller den anden måde gjort os lystige/arrige/sarkastiske på hinandens vegne over hinandens oprørthed og konkrete angst.

Enighed … ja, enighed er nu nemmest i sommervarmen, hvor ALT er stille, det meste er gået på ferie og resten magter vi såmænd at bære over med. Pludselig bliver det nemmere at leve i enighed, sådan som vi belæres om i 2. læsning fra alteret. For det var jo, hvad der blev indledt med: “LEV ALLE I ENIGHED”. Det er, hvad vi skal … og det er hvad menigheder siden tidernes morgen er blevet belært om: LEV ALLE I ENIGHED!

For ikke så længe siden til et selskab faldt snakken på folkekirken og min bordherre spurgte mig: “Hvorfor er der ofte så meget ufred i kirken – uoverenstemmelser og ballade?” Hvortil jeg meget hurtigt fik svaret: “Det er der jo overalt” … “nå ja” svarede han “det er der jo også” …

For i kirken har der været splid og ævl og kævl lige siden Jesus sendte os ud for at sætte krog i hinanden. En ting er, at personalet og menighedsråd kan blive uenige om både dit og dat. En anden ting er, at evangeliet i den grad har skabt uenighed … hvordan skal ordene, sætningerne, sammenhængene fortolkes? Hvem er Gud og hvem er Jesus? Hvem er frelst og hvem er fortabt? Kristendommens egen barndom er fyldt med afvigelser fra de vedtagne dogmer, som lærde teologer var blevet enige om. Adskillige tolkninger blev dømt for kætteri; en af dem der blev sendt ud i skyggen var f.eks. donatisterne, som mente, at sakramenterne kun virker, hvis præsten – der praktiserer dem – har en ren moral (sic!). Men denne vranglære blev gudskelov korrigeret: Uanset præstens habitus så er Guds kærlighed til hin enkelte altid til stede.

En anden, der blev kætterdømt og smidt på bålet for at tale den etablerede kirke imod, var Johan Hus. I morgen mandag d. 6. juli er det præcis 600 år siden, at han blev brændt i Prag i 1415. Hus, der selv var katolik, præsteviet og professor og senere rektor på universitetet i Prag, rettede skarp kritik mod den store moderkirkes misbrug af almindelige menneskers tro f.eks. gennem dens afladshandel og falske mirakler! Kirkens sande fælleskab var med Kristus og ikke med paven. Ingen menneskelig institution – ej heller kirken – kunne have nogen absolut autoritet. Hus begyndte at prædike på folkets sprog istedet for latin, og for alt det blev han kætterdømt! Hus var reformator næsten 100 år før Luthers store opgør med romerkirken, der førte til protestantismen og banede vejen for den kirken, vi kender her i Danmark, i dag.

LEV ALLE I ENIGHED! Den sætning eller opfordring er ikke nem! Hverken i kejserens eller gudens billede – og det har den aldrig været … Men hvad menes der så med enighed? ER det slet og ret 3-enigheden, vi skal leve i? At Gud skabte mennesket i sit billede – At Gud selv blev menneske – At Guds kærlighed er evig og gælder enhver skabning …

Ja, jeg tror faktisk, at det er hvad Guds historie med os mennesker handler om, at vi skal drage ud i verden – ikke for at hakke krogen i nakken på hinanden på den klæge eller manipulerende måde – MEN for at fortælle hinanden om den kærlighed, vi kalder Gud! Den kærlighed der både vil, at vi skal turde stole på, at vi er hans på trods af vore eventuelt moralske brister og som samtidig forpligter os til at vise medfølelse og barmhjertighed, sådan som der også står i Petersbrevet – den 2. læsning fra alteret. Det vil sige, at selvom vi lever – sådan rent konkret – i uenighed med hinanden, så er vi skabt i enighed – skabt i den samme kærlighed, der vil os i både livet og døden! Vil os på trods af alle de forskellige måder, vi kan vælge – eller ikke vælge – at leve vores liv på!

Jan_Hus_at_the_Stake