20. søndag efter trinitatis 2016

I slutningen af kirkeåret – det vil sige her i løbet af efteråret – strammer prædiken-teksterne altid til! De gejstelige, der i tidernes morgen udvalgte evangelie-uddragene, har et utroligt stort fokus på dom! I dag er ingen undtagelse – omdrejningspunktet er “ulydighed og frafald” og eneste opmuntrende opmuntring står Paulus sørme for, når han fremhæver, “at Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed” (Harbsmeier, KMKC).

Personligt finder jeg denne tanke både provokerende og alligevel interessant, at vi skulle være udstyret med evnen til ulydighed, så guden kan kaste sin barmhjertighed ind som en art redning, når alt brænder på for os!

Tillad mig derfor at gøre mig nogle overvejelser over begrebet “ulydighed” i denne aftensang. Konfirmanderne og jeg læste i onsdags skabelses-myten, der sætter alle de bibelske fortællinger i gang. Vi læste om, hvordan Gud skabte på 6 dage og slutteligen hvilede sig den 7. Vi hørte om hans tilfredshed – om hvordan han så, at det skabte var godt og hvordan han velsignede det alt sammen. Vi læste de to meget forskellige menneske-frembringelser: den første, hvor Gud skabte mennesket i sit billede – som mand og kvinde skabte han dem – og hvordan de blev velsignet! Og vi satte den op over for den patriarkalske frembringelses-myte; det er den beretning, hvor Gud først – ud af vand og jord – former Adam og blæser sin ånde ind i ham og lidt senere hiver et ribben ud af ham og former ham en medhjælp, som får navnet Eva …
Og vi nåede i vort læseri frem til, at de – Adam og Eva – spiste af kundskabens træ … PÅ trods af, at de på ingen måde måtte spise af det … ja, de havde faktisk fået en streng ordre på, at lige præcis kundskabens træ måtte de under ingen omstændigheder spise af! Thi så bliver de som Gud og kan kende forskel på godt og ondt!

Når vi mennesker får et forbud! Ja, så bliver vi nødt til at trodse det – for vi er åbenbart også skabt med en undren, der gør, at vi bare må finde ud af, hvad “det forbudte” er for noget! Eva og Adam, de spiste og de spiste og deres øjne åbnedes og de så hinanden! VERDENS første ulydighed var en realitet! Med ulydigheden fødtes så også evnen til at skelne godt fra ondt! Sagt på en mere akademisk måde: etikken kom ind i verden med menneskets ulydighed. Godt og ondt – det blev pludselig muligt for mennesket at vælge!

Og så er vi tilbage ved ulydigheden! Den er nemlig en konsekvens af vores valg! Vælger vi det gode eller vælger vi det onde? Vælger vi hinanden og fællesskabet? Eller vælger vi os selv? Det er i bund og grund, hvad kristendommen handler om! Jeg kan vælge: 1) Gud forstået som dig eller 2) Hokus pokus mig selv i fokus …

NU er det så, at der kan gå fromheds-statistik i den! Selvfedmehedens-narcissisme kan såre nemt regnes op i forhold til gode gerninger – og dermed er jeg vist på vej til at falde i hokus-pokus-mig-selv-i-fokus-gryden …

MEN af det – fromheds-intensits-optimeringen – er vi sat fri! Thi ulydigheden hører menneskelivet til! Den er jo en del af skabelsen selv! Sådan har Gud kreeret os! Selvom han – det vil sige biblens fortolkere – nok vil påstå noget andet …

Søren Ulrik Thomsen skriver et sted: “For mig er gudstjenesten en måde at slippe ud af selvoptagetheden på. Ud af besættelsen af hvem jeg er som personligt individ. I kirken er jeg et menneske, simpelthen. På kirkebænken er vi jo alle lige over for Gud. Her har alle samme vilkår: Vi har alle fået livet som en gave, vi er fulde af fejl, og vi skal dø” – (Kritik af den negative opbyggelighed, 182)

Kirken – er altså stedet – hvor vi på trods af vores ulydigheds-DNA – kan høre om, at vi faktisk også er skabt og det omsluttet af velsignelse! Skabt i Guds billede … skabt med undren og altså også med evnen til at skelne godt fra ondt! Skabt til at træffe valg!

Det er i valget, at dommen ligger! Og derfor giver det altid god mening at tale om dom i kirken og ikke kun som den store futuriske og dramatiske dommedag, der gennem tidens løb har skabt angst, svedige håndflader og rædselsfulde stunder hos rigtig mange. Og som desværre også er blevet brugt af gejstlige i de forskellige kristendomsfortolkninger til at skræmme livet ud af Guds egne skabninge.

Så tilbage til vore valg i det daglige! Det er disse valg, der her og nu har konsekvenser ikke kun for os selv – men som oftest for hinanden. Det er i vore relationer – som bekendte – som venner – som familie – som kollegaer – som fremmede – som tilfældige – at vi kan gøre hinanden godt – og det er her, at vi kan gøre hinanden ondt! Og når det sidste sker – og det gør det – så er det, at vi har brug for at blive opmuntret til at stå ved det gjorte! Det er, hvad vi bliver opmuntret til i kirken, når budskabet lyder, at vi er Guds elskede børn – skabt i hans billede – skabt til et liv i velsignelse …

civil-ulydighed