Allehelgen 2016

I dag er en slags “efter-begravelse” (Mogens Lindhardt glose). I dag holder vi højmesse – som vi gør det hver evig eneste søndag og helligdag året rundt – hvor vi reflekterer over livet med alle dets op- og nedture og hvor Guds kærlighed til hver enkelt skabning forkyndes i ord, lyd og handling – i dag blot med den tilføjelse, at vi også mindes vore døde! Ikke kun som døde, men vi mindes dem ved navns nævnelse og dermed mindes vi dem i kød og blod! Vi mindes dem med hud og hår! Vi mindes dem i sorg – og vi mindes dem i glæde over, at de var i vort liv … med de op- og nedture, som enhver eksistens både rammes af og selv tager sig.

Vi mindes sammen! Vi er sammen om vores døde! Vi holder kollektiv efter-begravelse! Og vi gør det på evangeliets ord om syndernes forladelse og det evige liv! Det liv som vi befinder os i lige her og nu. Livet hvor disciplene og dermed også dig og mig – af Jesus – får at vide, at vi skal være jordens salt!

Men hvad betyder det så egentlig? I forhold til så mange andre begreber i kristendommen – f.eks. det evige liv eller kødet opstandelse  – så er salt langt mere erfaringsnært! Så tillad mig at dvæle ved saltet!

Går vi i gourmet-mode så er salt ikke bare salt! Det er i hvert fald, hvad visse fabrikanter gerne vil fortælle os! Prisen kan svinge fra 2,50 kr til 500 – 600 kr pr. kilo! Det må siges at være en noget pebret pris. Og skulle der sidde en enkelt salt-forhandler i blandt os, så undskylder jeg på forhånd min nu kemiske udlægning og dens konsekvens. MEN altså – kemien lærer os, at natrium klorid er natrium klorid. Med andre ord så er SALT SALT. At smagen (og dermed prisen så er meget svingende) skyldes udelukkende mængden af tang, mågeklatter etc., der har sydet sammen med saltet, før den kom i handel. Salt kan ikke forædles – man kan ikke blive mere salt! Eller sagt på en anden måde, så vil saltet som metafor fortælle os, at vi alle er lige for Vor Herre.

Og når Jesus belærer sine disciple om, at de er jordens salt! Så er det, fordi SALTETS funktion netop er at fremhæve den smag, som allerede er! Gudsriget er her allerede – og fra nu af er det disciplenes pligt at fremhæve det! Gå derfor hen og gør alle folkeslag til mine disciple, idet i døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Det er, hvad også vi skal!

Opgaven er – hvis jeg skal forstå saltets betydning – at undgå at oversalte. For så bliver Gudsriget så at sige uspiseligt. Eller rettere sagt, så kvæler vi mennesker Gudsriget med vore egne forestillinger, behov og forventninger om, hvad vi selv synes, tror eller forlanger, at gudsriget skal være. Ikke kun for os selv men i lige så høj grad for de andre. Måske gør vi Gudsriget til en umulig størrelse eller et dissideret uønskeligt sted for hinanden ved at kræve en bestemt moralsk adfærd eller vi forlanger et fromhedsliv, der slet ikke hører den lutherske kristendoms forståelse til. Og slet og ret glemmer, at Jesu ord, liv og gerning langt hen ad vejen er en lang opmuntring til, at vi lever vort liv i lyset af kærligheden og derigennem får modet til at være i verden … også når livet kan synes mørkt og snævert og allerhelvedes ensomt.
En oversaltning kan også medføre, så kristendommen konserveres! Ryger i en montre som ham Tollundmanden – mosefundet fra det 4. århundrede, hvis storetå forøvrigt er dukket op – og da bliver ren danefæ! Ren kirkehistorie og nichts weider i stedet for det levende Ord om den kærlighed, der netop skal give os styrken til at gå herfra med fred i krop og sind – om ikke andet så for en stund!
Omvendt hvis saltet ikke er der, hvis vi glemmer det, og bare lader stå til, så vil ligegyldigheden fylde. Så bliver smagen neutral og fad – som at stikke tungen ud af vinduet. Vi glemmer hinanden. Og i sidste ende har jeg kun mig selv! Og når alt kommer til alt, så hænger jeg pludselig på min egen formåen og mine egne evner til at få tilværelsen til at snurre rundt og give mening!

Kristendommens påstand er, at Gudsriget allerede er her! Vi står midt i det – og SALTETS opgave er at fremhæve det – fremhæve Guds kærlighed til hver eneste skabning! Eller som det også kan siges: Verdens lys er midt i blandt os! Det betyder, at disciplenes – og dermed også dit og mit – liv er i lyset! Jesus går endda så vidt som til at sige: I er verdens lys! Dit lys må du ikke sætte under en skæppe – eller en spand, som der står i en af de nye bibeloversættelser. Du behøver ikke gøre hverken Gud, dig selv eller livet mindre end det er! Du er, hvem du er!

“I er verdens lys” vil sige, at for Gud har hvert eneste menneske betydning. Han skænker os livet og vil også, at vi tager ansvar for det liv, som er så uendeligt skrøbeligt. Det ved vi! Det ved I om nogen.

“Sæt lyset i en stage, så det lyser for Jer alle i huset”! Og det er, hvad vi gør, når vi indgår i relationer med hinanden: som forældre, som børn, som børnebørn, som brødre og søstre, som ægtefolk, som kærester, som venner og bekendte – som naboer og kollegaer – som tilfældige – som flygtige – som forbipasserende! Alle som én skal vi sætte vort lys i en stage – det betyder, ”at der er nogen, som venter noget af os, nogen der håber på os og regner med os. Ja, at der er nogen, der elsker os og det er det, der salter vores tilværelse og lyser op i den, så vi ikke går til i livslede og meningsløshed”. (Ole Raakjær) Og jo mere vi elsker, jo mere vil vi komme til at savne, når nærvær forvandles til fravær.

I dag på Allehelgens søndag mindes vi vore døde og hvad de gav os. Gav os på godt og ondt – af både glæder og sorger – af op- og nedture – hvad de lov os være vidner til. Vi mindes dem som hele mennesker. Ingen behøver at gøre regnskab – for her skal ingen helgenkåres eller for den sags skyld det modsatte.

Vi er ikke samlet for de afdødes skyld, de lever trygt i den levende Guds hænder et sted i evigheden, der kan synes nok så gådefuld for vores fornuft. Vi er sammen med hinanden, fordi vi på trods af tabet og savnet er fyldt med håb og mod til at være i verden og dermed i bevægelse  – i live – som digteren Søren Ulrik Thomsen siger det:

”Det bedste er at jeg tror du lever
Skønt jeg ved at du er død:
Det er det bedste for mig.” AMEN

uyuni_salzhaufen