!!! #nedsmeltning #doglife

Reklamer

Dåbstale

“Far ikke vild” – sådan formaner forfatteren til Jakobsbrevet os – “Far ikke vild”!
Siden kirkens allerførste tid har der været rift om at styre gudsriget enten med ideologi eller pave eller andre selvbestaltede talsmænd/talskvinder – styre gudsriget som Kristus efterlod os. Styre i forhold til hvem, der skal sidde hvor og hvornår. Kort sagt hvem skal bestemme? Hvem skal arve fortællingen om gudsriget, når Jesus dør? Jesus er godt klar over, at det kan gå helt galt, når han ikke er iblandt sine disciple mere. For hvem skal så korrigere vildfarelser – korrigere os, når det render af med os?

Continue reading “Dåbstale”

Konfirmations-præk 2017

Fortællingen der bærer den voldsomme og på alle måder dramatiske titel: Kvinden der blev grebet i hor … har været en historie, som vi igen og igen er vendt tilbage til i undervisningen. Og det er vi, fordi det – efter min ringe teologiske mening – er en af kristendommens helt store kerne-beretninger – og det er den af hele 3 grunde – tillad mig at ridse dem op.

1)
Jesus gør i beretningen op med den “guddommelige” dødsstraf. At der skulle være gerninger som guden ikke bryder sig om og som derfor kræver, at det skyldige menneske skal bøde med sit liv – skal straffes – skal stenes ihjel.

Continue reading “Konfirmations-præk 2017”

Konfirmations-præk 2016

Torsdag morgen hørte jeg et – for mig – nyt udtryk: hver-for-sig-fund … hver-for-sig-fund … glosen står i modsætning til sam-fund! Da jeg så googlede den, viste den sig alligevel ikke at være særlig ny. Når jeg nævner dette nye udtryk, så er det ikke, fordi jeg skal komme med hverken en kultur- eller en social-kritik. Det er efter min bedste overbevisning slet ikke en prædikens opgave! En prædiken handler derimod om at sætte ord på både Gud og menneskets væren – på vores eksistens – med alle de udfordringer, som ethvert menneskeliv måtte møde på sin vej!

Min påstand i dag vil derfor være, at i gudsriget – altså i den verden som vi fødes ind i og som vi lever, ånder og dør i – der er der faktisk plads til begge dele – til både hver-for-sig-fund og samfund. Plads til individualitet og til fællesskab! Især hvis vi tør tænke dem sammen uden at reducerede det ene i forhold til det andet.

Min påstand henter jeg belæg for i det evangelie-uddrag, som jeg læste lige før. Nemlig i beretningen om kvinden, der blev grebet i hor. Continue reading “Konfirmations-præk 2016”

HVAD STILLER VI OP MED DET MENINGSLØSE?

HVAD STILLER VI OP MED DET MENINGSLØSE? en refleksion over forholdet mellem hvorfor og hvordan.

Et af de første spørgsmål som oftest melder sig, når vi rammes af sygdom, naturkatastrofer og andre uforudsete hændelser er: HVORFOR? Hvorfor skal netop jeg rammes? Er der en overordnet plan med MIN lidelse? Er der en rød tråd i tilværelsen og dermed en mening med, at jeg (eller andre) skal rammes. Er vi i virkeligheden brikker i en guddommelig plan, hvor vi ender op i at tillægge lidelsen en højere mening, som i sidste ende skal føre os til frelse? Eller betyder min lidelse, at jeg en gang for alle er forkastet, fordømt og dermed kastet bort til evig fortabelse?

Det er spørgsmål, som altid har summet med, når det frygtelige sker. Vi kan ikke lade være med at søge mening i det meningsløse! Lad mig derfor straks slå det fast, at for mig som menneske og præst, er lidelsen meningsløs. Jeg kan ikke se den højere mening i hverken jordskælv, cancer, trafikuheld eller sindslidelse. Continue reading “HVAD STILLER VI OP MED DET MENINGSLØSE?”

KÆRLIGHEDSBLIKKET!

Velsign mit barn, du kære Gud, og lad det holde livet ud

og tænd et lys på sjælens tinde for verden og for os herinde.

(Dåbsbøn af digteren Simon Grotrian)

Når vi viser vores ansigt, så viser vi os selv! Ansigtet er nok noget af det mest personlige, vi har. For her afsløres ALT. Øjnenes glans eller tårer, smilet, de aldersbetingede furer, det forvrængede, det lidelsesfulde, det forbavsede – vort ansigt afslører, hvem vi er her og nu!

Tænk på Kain! Kain der stod side om side med sin bror Abel. Kain der i modsætning til sin bror fik sin offergave forkastet – underkendt – og som efterfølgende slog sin Abel ihjel. Kain måtte sænke sit ansigt, ja han måtte skjule det.

Og Kain skjulte netop sit ansigt, fordi han så udmærket vidste, at dommen over hans misgerning – brodermordet – allerede stod malet i ansigtet på ham. Han var sjæleligt mærket langt før Gud satte sit berømte mærke i panden på ham! Det mærke som på en og samme tid gjorde ham både fredløs og fredet. På TRODS af brodermordet blev han beskærmet af Gud.

Herren velsigne og bevare dig.

Herren lade sit ansigt lyse på dig og være dig nådig.

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.

Disse ord som lyder hver eneste gang vi samles om evangeliet i kirken, er også en tilsigelse af Guds beskærmelse til og over hver enkelt af os. Vi velsignes og bevares – vi lyses og løftes – netop for Guds ansigt. 

Ansigt til ansigt møder mennesket Guds ansigt. Det stærkeste udtryk for nærhed og tæthed. Al fremmedhed, afstand og søgen bliver afløst af samhørighed. En samhørighed – en kærlighed – som ser dig og vil dig lige meget hvad! Guds uforbeholdne hengivelse til sin skabning.

Sognepræst i Lyngby Jørgen Demant skriver det sådan i: ”Søndag morgen – mødet mellem Gud og mennesker”:

”Velsignelsens livsoverskud er at blive lyst på af et ansigt, der får én til at se på sig selv med andre øjne. At spejle sig i Guds blik er at komme ud af selvspejlingens blik, der ofte er det mest tyranniske blik, fordi det både rummer selvanklagens og selvmedlidenhedens blik.

Velsignelsens blik er at være set og kendt af det faderlige eller moderlige kærlighedsblik, som betingelsesløst og uforbeholdent vedkender sig én, som den man er. Som vil se til én med al den godhed og lykke, der kan tænkes, og som vil sørge for, at man får det, som man kan kalde et godt og ordentligt liv.

Og at være velsignet er at blive mødt af det nådige og lysende blik. At se bort fra det fordømmende og anklagende blik. Og i stedet spejle sig i Guds barmhjertige blik, det vil sige i Kristi blik, som ser bort fra det forbandede blik. Menneskets fejlfinderblik er forvandlet af Guds kærlighedsblik, som kan se det som andet og mere end et menneske, der er fyldt med skyld og skam over det fejlslåede liv.

 Og endelig er velsignelsens lys over mig som et solbad, hvor jeg gennemvarmet og gennemlyst får energi og kraft til at gå og handle. Som stod jeg foran Gud på den første jord – nyskabt og fri – klar til at tage verden i besiddelse. Og kunne og ville.  Ansigt til ansigt som et ansvarligt og selvstændigt menneske overfor Gud, der har sat mig til at værne og drage omsorg for det, som er hans og min verden. At blive velsignet er at få lyst og mod til at bære velsignelsens liv videre i den verden, som venter uden for kirkedøren”